Hvad er roden til det onde? For at forstå, lad os udføre et mentalt eksperiment på en virtuel model af virkeligheden.
Kort sagt, alt er præcis, som det skal være med uddannelse. Faktisk er alt "forkert" med os alle sammen, med vores samfund. Uden at forstå denne simple kendsgerning er al jamren og jamren bare spild af tid på at diskutere virkningen i stedet for årsagen.
Men lad os ikke være så cavaliere og blive enige om, at diskussion af effekter før eller siden stadig vil lede de bedste sind til den åbenlyse tanke – lad os tale om, hvordan man kan helbrede roden til det onde. For at gøre dette, lad os bygge en model.
Model
Så hvad er roden til det onde? For at forstå, lad os udføre et mentalt eksperiment på en virtuel model af virkeligheden.
Vi har sådan en model - vi er frie til at gøre alt, hvad der ikke er forbudt. Og selv det, der er forbudt, men meget vi gerne vil gøre, er ret tilgængeligt for nogle mennesker. Under ordet "vi" i modellen antager jeg relativt rationelt handlende subjekter, der vælger vejen til at opnå personlige mål, med fokus på begrænsningerne i modellen i form af eksplicitte forbud (velkendte juridiske love, dekreter mv.). og implicitte forhindringer i form af velkendte naturlove (love om bevarelse, gravitation og anden modsætning til vores uskyldige ønsker). Det følger af ovenstående, at modellen har et habitat, som deles af fagene, hvor selve de implicitte forhindringer i form af naturlove opererer.
Når vi har en masse emner med deres personlige ønsker, kan vi ikke undgå at bemærke den enkleste konsekvens - forsøgspersoner skal konkurrere om habitatet. Hvorfor sker dette? Fordi opfyldelsen af uskyldige ønsker kræver forbrug af ressourcer, som forsøgspersoner ikke har andre steder at komme hen end fra det fælles levested. Så for at maksimere tilfredsstillelsen af ønsker er det nødvendigt at flytte andre væk fra de ressourcer, som et bestemt emne har brug for. Og det er den konkurrence, vi er vant til.
Eksperiment
Nu er jeg klar til at starte vores tankeeksperiment. Lad os stable et sæt absolut identiske emner i én bunke og lade dem konkurrere, indtil systemet når en stabil tilstand. Det vil forekomme for nogle mennesker, at da alle emner er identiske, vil resultatet være homogent. Alligevel er hvert emne i en anden position på kortet med en tilfældig fordeling af ressourcer.
Dette introducerer ulighed - den ene har guld lige under hælen, og den anden har intet andet end en andens affald. Derfor har de, der er i gunstige forhold, mulighed for at drage fordel af denne fordel. Da alle emner er mere eller mindre rationelle tænkere, vil ideen om at bruge en fordelagtig stilling i gennemsnit komme til de fleste ledere af vores eksperimentelle samfund.
Så vil de tættere på fordelen være de første til at gribe den, og ved at bruge den opnåede fordel vil forsøge at forhindre andre i at tage den væk. Som følge heraf vil der være en situation, der almindeligvis kaldes "stratificering af samfundet".
Lagdelingen af samfundet er en meget stabil situation, som er et eksempel på ethvert land i verden, der let kan verificeres. Vi nåede kriteriet om at stoppe modelleringen næsten umiddelbart efter at have startet vores mentale eksperiment - vi har opnået en stabil tilstand. Nu kan vi forsøge at konkludere det fænomen, der undersøges.
Undervisning
Lad os straks begrænse vores konklusioner til målet givet i titlen - lad os se, hvordan modelleringsresultaterne påvirker uddannelsen. Lad os til dette formål bemærke, at mængden af viden i gennemsnit hjælper vores forskningspersoner med at nå deres mål. Men ligesom med ressourcer vil tildelingen af viden være ujævn. Evnen til at tilegne sig ny viden vil være lige så ujævn. Bemærk også, at i gennemsnit vil alle rationelle forsøgspersoner stemme for at øge deres IQ af hensyn til større tilfredsstillelse af deres uskyldige ønsker. Dette sæt input skaber et billede, der fuldstændig ligner ressourcekomponenten i vores model. Derfor kan vi sikkert forudsige samfundets lagdeling efter vidensniveau (og endda verificere denne konklusion med statistikker fra det virkelige liv).
Stratificeringen ved hjælp af ressourcebegavelse og nødvendigheden af at opretholde den for at udelukke reduktionen af personlige glæder ved succesfulde fag fører os til en anden simpel konklusion:
I et gennemsnitligt sæt af emner er ideen om fordelen ved at bruge viden til at opretholde stabilitet i tilfredsstillelsen af deres ønsker af succesfulde emner bundet til hovedet på næsten alle sådanne emner.
Det følger heraf, at heldige forsøgspersoner vil forsøge at koncentrere al viden i deres hjerner. Men som med alt andet har hjernen også begrænsninger – den er ikke bundløs. Derfor vil succesfulde fag hurtigt indse, at det er lettere at holde magten over mindre succesfulde fag, der har den nødvendige viden. Metoden vil være enkel – videnindehaverne vil blive delt med ressourcerne. Da alt ovenstående er meget nemt at forstå og udføre, vil vi få effekten af videnkoncentration omkring ressourcesuccesfulde individer i gennemsnit for alle fag. Andre steder vil viden også være til stede, men i en fragmenteret form, hvilket forhindrer den fulde realisering af et sådant potentiale. Og udover fragmentering vil bevaringsloven stadig være gældende og forhindre strømmen af ressourcer til dem, der ved mere, men som ikke har formået at få succes og endnu ikke har lært at udvinde ressourcer fra luften.
Resultatet af det andet trin af modellering er en stærk sammenhæng mellem mængden af ressourcer til rådighed for et individ og mængden af viden, der er tilgængelig for det samme individ til ethvert af hans behov.
Foreløbige fund
Hvis der er et overskud af noget et eller andet sted, vil et rationelt handlende subjekt naturligvis ikke øge dette overskud, idet det spilder ressourcer, der kunne rettes mod noget mere nyttigt. Og selv hvis de ønsker det, vil mindre succesfulde fag, herunder dem, der er mindre succesfulde med hensyn til viden, ikke være i stand til at allokere tilstrækkelige ressourcer til at øge videnressourcen, som er knap for dem, til at sammenligne med succesfulde fag, der koncentrerer hundredvis. eller endda tusindvis af mislykkede sælgere af viden for billige ressourcer.
Man kan forvente indvendinger som "succesfulde fag har meget brug for viden for at konkurrere med andre succesrige fag". En sådan indsigelse er forpligtet til at blive besvaret. Og svaret er igen ganske enkelt – specifik viden er nødvendig for at konkurrere.
For eksempel, hvis et fag har lanceret en iPhone på markedet og dermed har vist perspektiverne på dette marked, så behøver et andet fag ikke viden om historie, matematik, fysik, litteratur osv. for at konkurrere. Han har brug for meget snæver viden såsom "hvordan man laver det samme". Endnu mere præcist - hvor meget det vil koste at lave den samme. Mærker du forskellen?
Sergey Brin har ikke brug for matematik, han har brug for at vide, hvor meget han kan købe en konkurrent til Steve Jobs' produkt (spoiler - konkurrentens navn er Android, og han købte det for $50 mio., hvilket er mindre end en ti tusindedel af store bogstaver i Google eller Apple).
Som følge heraf vil det sæt af aktører, der tages som parameter i modellen, generere kræfter, der stabiliserer situationen og understøtter ujævnheder i ressourcer og viden. Men samtidig vil disse kræfter ikke motivere individer, der har muligheder for udvikling af systemet, til at spilde ressourcer på viden, som de allerede har i overflod (husk på de millioner, der er villige til at sælge viden til mad).
Lad os nu huske, hvad spild af ressourcer på viden kaldes i vores samfund. Det er rigtigt - det kaldes "uddannelsessystemet". Og det giver ingen mening at bruge deres penge på dette system for dem, der allerede modtager viden på et fad for en krone.
Uddannelse er bare fint
Det forekommer mig, at bundlinjen beviser ganske utvetydigt - det nuværende uddannelsessystem i samfundet er fuldstændig passende til den nuværende samfundstilstand. Det vil sige, at det er korrekt. Alt er "rigtigt" med det. Der kan ikke være noget andet system under de givne betingelser. Nå, der er argumenter om forbedringen af det, som pengene alligevel aldrig vil betale for. Ja, de er ikke ulovlige i henhold til gældende lovgivning. Men intet mere betryggende kan siges om dette emne.
Men jeg vil have en masse guldviden !
Her er alt enkelt - bliv milliardær, og voila - der er en kø med bakker med guld af viden nær dig. Og hvis du ikke lykkes? Så lad os prøve at tænke på, hvad du kan gøre.
Valget er enkelt - med en sandsynlighed lig med [antal milliardærer] / [jordens befolkning] = [ca. 1 / 2 000 000] for trods alt at blive milliardær. Eller se efter andre måder. Der er hundredtusindvis af bøger om "hvordan man bliver milliardær", og jeg vil ikke konkurrere med dem. Men om den anden mulighed kan du sige noget.
På den anden måde er essensen enkel - du tilhører flertallet. Og flertallet er magt. Selvom det er klart, at så længe styrken ikke er organiseret, kaldes den mere korrekt en flok. Men ikke desto mindre er potentialet åbenlyst.
Når man har potentiale, kan man tænke på dets realisering. Men lige efter potentialet ser mange mennesker en række ubehagelige problemer, såsom en diktator, der hersker, alle er slaver, får ingenting, og så en lang liste i samme ånd. Ja, historien viser os eksempler, når diktatorer virkelig hersker, og vi andre er slaver. Dette er faren ved den anden vej. Men frygt på den anden side ulven og gå ikke ind i skoven. Det vil sige, at hvis du forbyder dig selv at tænke på den anden vej, så er der kun et meget vaklende håb for dit fremtidige milliardærskab.
Men der er endnu et ikke-ideelt øjeblik. Lad os sige, at vi har undgået diktatur, slaveri, "jeg får det ikke" og resten af den lange liste. Men selv i sådan et behageligt tilfælde er der en begrænsning – vi er nødt til at dele med andre. Og deri ligger det eksistentielle skel mellem forskellige menneskers vaner, som er indtaget fra barndommen. Nogle mennesker har virkelig svært ved at dele. De kaldes normalt grådige, men de kalder sig rationelle, beregnende, sparsommelige osv. Vi skal ikke skændes med dem. Evolutionært har samfundet udviklet en opdeling i dem, der for evigt vil forblive egoistiske, og dem, der er i stand til generøsitet, venlighed og retfærdighed. Dette er et givet mål, en arv fra vores fortid. Der er ingen flugt fra denne arv. Og herfra vokser benene for vores ikke-ideelle øjeblik.
Der vil altid være en stor procentdel af mennesker i samfundet, der frygter at miste "fuglen i hånden" i færd med at fange "tranen i himlen", især ikke for dem selv, men for alle. Derfor finder indvendinger mod den anden livsstil fra serien "Der vil være en diktator, der vil være slaver" hurtigt ivrige tilhængere blandt dem, der lever godt under de nuværende forhold. De ønsker simpelthen ikke forandring og forstår derfor enhver undskyldning for passivitet. Den eneste måde at tilbagevise deres indvendinger på er at placere dem i verden af "den anden vej", hvor de vil have bedre forhold, end de har nu. Men her opstår problemet med kylling og æg - for at få verden af "den anden vej" kræver indsatsen fra den specificerede del af samfundet, og uden disse anstrengelser er den anden vej dømt. Det vil sige, ingen indsats - ingen beviser. Og det er også en given ting, som vi må leve med.
Tilbage til uddannelse
Lad os prøve at besvare spørgsmålet: "Hvad er der galt med uddannelse set fra et andenvejssamfunds synspunkt?". Svaret vil afhænge af målene for et sådant samfund, så i mange henseender vil det være spekulativt. Vi kan tænke over målet bogstaveligt - at levere kvalitetsuddannelse. Men selv i dette tilfælde vil alt være "ikke herligt", fordi spørgsmålet "Hvad er kvalitet?" vil straks opstå. Definitionen af kvalitet vil igen bringe os tilbage til problemet med at forstå, hvordan det nye samfund vil være, fordi kvalitetskannibaler for eksempel ville blive noget tvetydigt opfattet i nogle samfund, ligesom kvalitetskæmpere mod kannibalisme i samfundet af kannibaler.
Vi kan gå en længere. Flertallet opfatter uddannelse i den moderne verden som en "vej til et godt liv", men hvad er et "godt liv" i det nye samfund, og hvilken vej vil føre dertil? Disse spørgsmål kan igen ikke besvares uden at forstå målene for det nye samfund og dets struktur, fordi nogens kvalitative liv er kannibalisme, og nogen ønsker ikke at komme på bordet med sådan en dejlig skabning.
Usikkerhed i de indledende data gør det svært at få nogle brugbare svar. Men der er en anden side af denne mønt. Det er meget enkelt - hvis et samfund har brug for noget, før eller siden, vil dette behov blive lukket på et mere eller mindre anstændigt niveau. Derfor er konklusionen, at der skal være behov for uddannelse i det nye samfund. Og hvis det eksisterer der, så kan ressourcer rettes til dets tilfredshed. Prioriteringen af uddannelse vil afgøre mængden af rettede ressourcer i listen over samfundets mål.
I eksemplet med det moderne samfund ser vi, at prioriteringen af uddannelse, med hensyn til tildeling af ressourcer fra succesrige individer, er et sted langt i slutningen af den generelle liste over mål. Men med hensyn til midler, de fleste forældre afsætter til deres børns uddannelse, stiger betydningen af uddannelse til højeste prioritet, et sted ikke langt fra prisen på en lejlighed, brønd eller en bil. Så vi kan gå ud fra, at i det nye samfund vil prioriteringen af uddannelse blive hævet efter krav fra en væsentlig del af samfundet. Så vil vi i sidste ende uundgåeligt komme til at reformere det eksisterende uddannelsessystem og dets mærkbare forbedring. Men for at dette kan ske, er en anmodning fra beslutningstagerne uundværlig. I dag træffes beslutninger af præsidenter og andre personer, som ikke tilhører den del af samfundet, der har en øget efterspørgsel efter uddannelse. Hvis alle, der i det nye samfund er bekymrede for kvaliteten af uddannelserne i dag forstår nedenstående konklusioner, behøver resultatet, som det forekommer mig, ikke at blive beskrevet i lang tid, fordi det er indlysende.
Generel konklusion
Alt bestemmes af dem, der sætter målene. De bestemmer formen for hele samfundet. Uddannelse er kun en lille del af dette billede, og denne del er selvfølgelig også fuldstændig bestemt af dem, der sætter målene. Derfor vil jeg gerne bringe artiklens konklusioner til alle, der har læst den så langt. Ellers kan lange debatter om uddannelsens skæbne fortsætte i det uendelige.
Nu lidt gentagelser. Et spørgsmål vil altid være primært - hvilken slags samfund ønsker vi at se? Alt andet afhænger af svaret på det. Uddannelse, medicin, boligspørgsmål og endda niveauet af umoral i kommunikationen af små borgere i sandkassen i deres børnehave. Det betyder, at vi ikke bør diskutere uddannelse, men vores mål. Hvad er de? Lad os starte med en liste. Derefter prioriteringer. Og først da bringer vi forhindringer op. For igen er målet primært. Det er roden til det onde (eller det gode, afhængigt af hvor du ser fra). Og vi kommer på en eller anden måde uden om forhindringerne.
